Gudumholm IF laver rekordaftale inden jubilæum

Begge parter er glade for det nuværende samarbejde og det resulterer nu i, at Gudumholm IF og Sport 24 – Aalborg City netop har forlænget den største enkeltstående sponsoraftale i GIFs 89-årige historie. Aftalen gælder frem til 2025 og dermed kommer samarbejdet til at vare i mindst 12 år.

Vi har de sidste 9 år haft en glimrende aftale med Sport 24 i Bredegade (Aalborg City) og Hummel, som begge har et stærkt brand. GIF kan i 2023 fejre 90 års jubilæum og vi er glade for at det sker sammen med Sport24 og Hummel, så vi er både glade og stolte over, at vi er nået til enighed om en forlængelse af aftalen.

Peer Kristensen, hovedformand
Billede af Peer Kristensen, hovedformand og Kent Nielsen, ejer af Sport 24 Aalborg City, der giver hånd foran butikken i Bredegade i Aalborg.
Kent Nielsen fra Sport 24 (Aalborg City) til højre og GIFs hovedformand, Peer Kristensen giver hinanden hånd på en ny 3-årig aftale.

Sport 24 er Danmarks største sportskæde og Sport 24 – Aalborg City i Bredegade midt i Aalborg er ejet af Kent Nielsen, som er en af 35 franchise-butikker under Sport 24. GIFs aftale med Sport 24 og Hummel indebærer bl.a. at klubbens hold og ledere/instruktører optræder i Hummel-tøj og ligeledes at GIFs medlemmer opnår en del fordele og rabataftaler via rabatter. Her ser både GIF og Sport 24 en del muligheder for GIFs omkring 650 medlemmer indenfor fitness/motion, gymnastik, outdoor, løb og fodbold.

Kent Nielsen er også glad for samarbejdet og forventer, at GIFs tilstedværelse i Gudumholm/Storvorde-området gør, at han kan booste omsætningen.

GIF er en seriøs samarbejdspartner og en veldrevet idrætsforening med over 100 frivillige ledere/trænere/instruktører, som laver mange aktiviteter og events, vi gerne vil være en del af. Vi glæder os til at forlænge dette samarbejde.

Kent Nielsen, ejer af Sport 24 – Aalborg City

Gudumholm Idrætsforening forventer at markere det flotte jubilæum med flere events og aktiviteter i 2023, bl.a. med en opgradering af hele idrætsugen med nye oplevelser og ligeledes forventer GIF at holde Julebal/Jubilæumsfest i Gudumholm Skolehal i november 2023.

Endelig har GIF godt gang i et MultiArena-projekt på Gudumholm Stadion, der bliver en styrkelse af det populære motionscenter og ligeså en styrket organisering og pleje af de frivillige – til gavn for hele GIF og lokalområdet og foreningens medlemmer.